Xtra mile challenge - Støt støt støt

Hundefødselar, hurra hurra hurraaaaaa

IMG_6042

For 11 år siden kørte jeg med min veninde til Dianalund, for at hente en lille hundehvalp af racen Tjekkisk Rottehund / Prazsky Krysarik. Jeg havde længe haft en aftale med mig selv om at anskaffe mig en hund, når jeg fik noget permanent at bo i, og ikke længere skulle flytte fra den ene fremlejede lejlighed til den næste. Så da jeg endelig i 2004 fandt mit eget hjem på Vesterbro, vidste jeg at tiden var inde, til at anskaffe mig min længe ønskede hund.

Mit dilemma var at jeg den gang ikke var den helt store fan af de små racer. Jeg ønskede mig aller mest en Staffordshire, men at få en stor hund midt i byen i en lille lejlighed, og ikke have bil som man lige kunne smutte i skoven med rovdyret og få lidt luft mellem ørerne, dét kunne jeg ikke få mig selv til. Så der var ingen vej udenom. Jeg måtte begynde at tjekke de mindre racer ud. Dem som hurtigt kunne smides op i cykelkurven, og være tilfreds med en god tur i en af Københavns mange smukke parker.

IMG_4591

Da vi kom frem til Dianalund, blev vi vist ind i et rum hvor den aller mindste lille røde prop sad og så lidt skræmt ud. Hun vejede små 500 gram og var ikke andet end en lille håndfuld. Egentlig skulle hun have været hentet af en anden familie, men de dukkede aldrig op. Det faldt ud til min fordel, og jeg blev ringet op af hundeimportøren, som sagde at hun var min hvis jeg ville købe hende. Hendes lille skræmte blik vækkede beskyttergenet i mig, og jeg har siden vogtet over hende som en anden løvemor.

Hun er en lille besværlig dame på flere punkter. Stædig som et æsel, højtråbende, altid lækkersulten, har lavt selvværd og storhedsvanvid. En eksplosiv cocktail, men lige min kop te.

Jeg elsker hendes små grynt, de bittesmå poter som dufter af popcorn og hendes bløde ører kan jeg nulre til de nærmest er hårløse!! Jeg elsker hende til hudløshed! Hun var jo trods alt mit “første barn”.

Og dette lille kære barn med de utallige navne som Rottesvinet, Missekat, Lynet, Svini, Rotten, Grislingen, Rouladen, Rullepølsen, Bøffen, Snøflen (and the list goes on!) fyldte år idag. Forkælet er hun, og selvfølgelig skulle hun fejres som hun bliver hvert år, med en leverpostejslagkage toppet med cocktailpølser og et lyserødt Barbie-lys. Elton synes altid at det er skide sjovt, og så er det jo også en oplagt anledning til at han får lov at spise en masse e-numre, denne gang i form af en vingummipizza.

IMG_6090

Vi havde egentlig tænkt at hun skulle have sine hundevenner på besøg, men vi besluttede i sidste øjeblik at det bare blev hendes menneskefamilie og venner. Så min mor, Bille, Elton, hans bedste ven Mateo og jeg fejrede Pølsen med sang og snask.

IMG_6087

Hun er jo en ældre dame som ikke får meget motion, så selvom hun sagtens kunne have inhaleret hele kagen, så nøjedes hun med et enkelt stykke som hun nød i to store bidder. Mums!

IMG_6102

Tillykke gamle missekat

6 kommentarer

  • szhirleyontheblog

    Hvor dejligt. Jeg tror at man skal være hundeejer for sådan rigtigt at forstå hvorfor de dog også skal mærke at der er forskel på dagene. De er jo små familiemedlemmer, og det ville være uhørt hvis ikke man holdt føs for andre i ens familie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • szhirleyontheblog

    Hahaha, de er sgu så skønne de små

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MS

    Sikke en lækker hund.. <3 Stort tillykke med hende. Hun lyder personlighedsmæssigt meget som min lille tjekkiske rottehund. 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Hej Szhirley og tillykke med hundens fødselsdag. Det smelter jo bare mit hjerte, at se at I/du gør noget ud af en hundefødselsdag :heart_eyes:
    Jeg har også en lille hund og vi fejre skam også hans fødselsdag hvert evige eneste år med kage og kødben.
    Jeg trækker virkelig på smilebåndet af din beskrivelse af din hund, sådan nogle små størrelser har virkelig et stort ego, og det er det som gør dem så charmerende, ja det synes vi ejere i hvert fald.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • szhirleyontheblog

    1000 tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Tillykke med hende

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Xtra mile challenge - Støt støt støt